Mens vinterstormen raser i de små, hyggelige gader hvor Husflid befinder sig i København, sidder vi inde bag disken og glæder os over, at der er rigtig lang tid til det igen bliver sommer. For er der noget mere kedeligt end at ligge på en strand og glo? Eller at danse forfjamsket gennem gyldne kornmarker mens solen bager på den bare barm og vinden leger i ravkæden?

Nej tak, siger vi i Husflid. Vi vil allerhelst sidde hjemme ved det store bord i stuen og skære i papir, male på karton og lytte til snestorm og frosten-vind udenfor. For indenfor ved bordet er der så hyggeligt, at enhver sommerfest og drøm om vandkant kommer til kort.

Og netop nu er de skønneste nye papirer på vej hjem til vores lille butik. Husflid har nemlig været på eksotisk forretningsrejse i fjerne riger, og har fundet mange lækre ting, som lige nu enten befinder sig til vands, lands eller luft alt efter om det er mystisk papir, pebret pap eller sjældent karton med destination: København.

Om få uger vil nye fiber-rige ting dukkke op i butikken, så læg endelig vanterne frem og gør klar til spadseretur ned til Husflid, så I kan få friske forsyninger hjem til jeres eget hobby-bord. Så må Netflix, dvaske TV-føljetoner og ensomheds-skabende iPads arkiveres lodret, for nu skal der papirhygges sålænge frosten bider i gråspurve-næb udenfor stuevinduet, og mens vi alle stadig har hinanden at papirklippe med.